Award Show med optimistiske toner for det lokale erhvervsliv

Blandt 456 deltagere var især 21 ekstra spændte ved VIBORGegnens Erhvervsråd 7. udgave af Award Show, nemlig de 21 nominerede i de syv kategorier. I år var begivenheden flyttet til Viborg Stadionhal, Vibocold Arena. Som erhvervsdirektør Henrik Hansen konstaterede i sin velkomst, scenen for store sportslige triumfer gennem årene.

2018-udgaven af Award Show blev selvfølgelig en triumf for kategori-vinderne, men som en fra de forskellige dommerkomitéer konstaterede fra scenen, var det en stor præstation blot at være blandt de nominerede, for der var rigtig mange værdige kandidater i alle kategorier.
Det er et tegn på, at det heldigvis går rigtig godt for Viborg Kommunes erhvervsliv, og indtrykket styrkes af, at flere virksomheder, også internationale, er tiltrukket af Viborg Kommune og er med til at styrke vækstgrundlaget markant de kommende år.

Fællesskabet styrker
Henrik Hansen fremhævede også de op mod 30 lokale erhvervsfolk, som har etableret et helt nyt investeringsskab, Investor Hub Viborg, hvor der stilles kapital og viden til rådighed for det lokale erhvervsliv.
”Det er et fantastisk eksempel på, at erhvervslivet tager et stort medansvar for udviklingen i vores område, og det giver grundlag for stor optimisme for fremtiden,” sagde Henrik Hansen.
Når det nu var syvende gang Award Show fandt sted, mente erhvervsdirektøren godt man kan kalde det en god tradition, og han fandt også, at barrieren nu kan sættes lidt højere.
”Det kan ske ved i det gode fællesskab at styrke samarbejdet mellem kommune, uddannelser og virksomhederne. Næste år rulles et nyt projekt ”Karriereby Viborg” ud. Mange unge uddanner sig her, projektet sigter mod at de bliver i kommunen og tiltrækker flere unge familier til kommunen,” oplyste Henrik Hansen.

Flot underholdning
Viborg Musikskole fik lov til at åbne aftenen. Det var med den unge Maja S. Mikkelsen på violin, og hun skulle ikke spille mange strofer før selv den mest umusikalske i salen kunne høre, at der stod et musikalsk talent ud over det sædvanlige. Maja har da også vundet flere priser og deltager i weekenden i endnu en talentkonkurrence.
Standup-intertaineren Huxi Bach var hyret som konferencier, og han styrede aftenen håndfast humoristisk på jysk. Da han fik scenen for sig selv efter pausen, fik publikum et billede af, hvad der rører sig blandt borgerne, blandt andet via kommunens hjemmeside.

Henrik Hansen sendte publikum hjem med en opfordring:
”Hvis I synes, der manglede nogen på scenen i år, så indstil dem. Kig omkring jer og foreslå dem, som I synes fortjener det. Så får I et lige så godt og spændende show næste år.”

Sidst opdateret: 30.11.2018